onsdag den 5. oktober 2011

Tapasfabrikken

eller nærmere TapasFABRIKKEN.
Jeg syntes at have læst udemærkede anmeldelser af Tapasfabrikken, men aftenens besøg levede ikke op til forventningen.
Restauranten har en super hyggelig atmosfære, og da vi ankommer kl 17.30 er der allerede et andet par og indenfor den næste time blir restauranten næsten fyldt op. Da vi idag havde børnene med ude at spise valgte vi det tidlige tidspunkt, og det fungerede rigtig fint. Tjenerne var søde og imødekommende overfor vores piger og der blev sludret livligt på engelsk med dem, hvilket de var helt pjattede med.
Men når vi så kommer til maden er det altså en anden historie. Vi fik 2 Tapastallerkener med; 3 bruschetta, 2 charcutterie, 2 oste, hvidløgs gambas, carpaccio, små chorizopølser, 2 grissini, olivenmix, caprese salat og hertil en halv pakke salamix med rå løgtern! Salatmix som fyld på tallerkenen er jo ganske normalt på Københavnske caféer, ikke at jeg forstår det, men hvis man stræber efter at være mere end en café, hvilket jeg bestemt har indtryk af at Tapasfabrikken gør, så hører det altså ikke til. Det mest spændende på tallerkenen var capresesalaten; som var cherrytomat, mozzarella og basilikum - svært ikke at få til at smage godt. Carpaccio'en var ok (jeg er kæmpe carpaccio fan), men den manglede både olie og citron, og smagte derfor ikke af så meget. Manchego og prosciutto som også fandtes på tallerkenen var jo hvad det er - altid godt. Rejerne var fra frost og smagte derefter. De tre bruschettaer var  pesto/gedeost, oliventapenade og klassisk med tomat. Gedeosten var udemærket og det fungerede godt med pesto under, oliventapenaden kværnede mine børn, så den kan jeg ikke udtale mig om og tomaten havde intet med den klassiske tomatbruschetta at gøre, smagen af tomat og olivenolie manglede.
Udover de to tapastallerkner bestilte vi kødboller i krydret tomatsauce, lammekotelet, oksemørbrad med spinat og kammuslinger. Heller ikke her var der rigtig noget at skrive hjem om.
Faktisk syntes jeg ikke det er særligt tapasagtigt, der mangler da nogle af de helt klassiske tapas, som friterede blæksprutter, fiskekroketter og kartoffeltortilla.
Jeg synes det er rigtig ærgerligt at et sted som ellers er rigtig hyggeligt ikke leverer mad i den standard som stedets atmosfære indbyder til og ligger op til. Når man bliver taget imod i døren og blir sat ved et af de hviddugsdækkede borde forventer man restaurantmad uden salatmix og løgtern (begge dele gentog sig på flere af anretningerne).
Så skru forventningerne ned og brug Tapasfabrikken som alternativ til byens caféer, så fungerer stedet måske udemærket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar