torsdag den 29. december 2011

Konfekt og julekager

Julekager og konfekt har jo været et gennemgående tema i hele december måned, her kommer nogle af vores bud til både børn og voksne.
Kageudvalget blev ikke så stort i år, det blev til Håkons kager (som er min favorit), pebernødder (som er et must) og sirupskager (som er børnenes favorit, både at lave og spise).
Derudover stod den på en marcipan/konfektkage, en rigtig svampet/klistret sag, mums.
Af konfekt fik vi lavet kokoskugler med malibu, marcipan og hvid chokolade. Trøffelkugler med knuste kaffebønner. Rice Krispie treats med chokolade og krymmel. Og pigerne lavede havregrynskugler.
I december nummeret af "Mad og venner" fandt jeg en opskrift på Lakridskarameller, som bare er SÅ lækre.
En klassiker hos os er desuden skumfiduser dybbet i chokolade og krymmel, dette kan børnene nemlig helt selv lave.

Julefrokost og "Almanak"

Julefrokosten med farfar stod i år på Medister, Gordon Ramsays honningglaserede skinke som så i vores tilfælde blev til hamburryg, grønlangkål, syltede agurker og bolsjebeder og Gordon Ramsays stegte kartofler.
Efter igen i år i tv at have set Gordon Ramsay lave honningglaseret skinke med tænderne løbende i vand, blev vi enige om at det skulle vi prøve. Det var dog ikke lige til at få fat i en skinke, så vi brugte en hamburryg i stedet og fulgte kogetiden på denne. Opskriften kan findes på: http://www.bbcgoodfood.com/recipes/168623/gordons-honey-glazed-ham
Det kunne godt gå hen og blive en julefavorit, honningglaseringen passede rigtig godt til den røgede/salte smag i hamburryggen.
Grønlangkålen var fra Meyers Almanak, ligesom de syltede sager.

Endnu engang må jeg rose Meyers værk "Almanak", som jeg virkelig er stor fan af. Retterne fungerer, bogen er flot og der er masser af brugbar viden. MEN registeret fungerer ikke, det er svært at slå op i og f.ex. grønlangkål står ikke i registeret, på trods af at opskriften findes i bogen. Sådan er det med flere retter i bogen, hvilket jo gør bogen svær at bruge som opslagsværk.
Ristede kartofler i andefedt er også en Gordon Ramsay opskrift, som virkelig gør kartoflerne lækre. Og når man nu står tilbage med en masse dejlig andefedt fra juleaften, er det da bare om at finde noget at få det brugt til. Opskriften findes her:
http://www.channel4.com/4food/recipes/chefs/gordon-ramsay/perfect-goose-fat-roast-potatoes-recipe

onsdag den 28. december 2011

Meyers flæskestegssandwich - Julerester

Julens rester blev brugt til at lækker Meyersk flæskestegssandwich (fra Almanak), som bestod af Nikolaj Kirks speltboller (fra fryseren), dressing af hjemmelavet mayo, græsk yoghurt og grov sennep, flæskesteg lunet og sværene sprødstegt i ovnen, hjemmesyltede agurker og rødkålsrester.
Den er altså bare fantastisk.

Julekurv

Årets bedsteforældrejulegave blev til en julekurv med hjemmelavede sager, som mine to piger var primus motor i.
Den bestod af Limonade fra Paul Cunninghams fantastisk smukke bog "Paul food". Limonaden er lækker både med vand, danskvand og evt. lidt rom.
Syltede valnødder med vanille og appelsin, som kan bruges både med vildt, ost og dessert.
Hjemmelavet sennep af Colmanns sennepspulver, smagt til med frisk peberrod og honning.
Vanillesyltede skalotteløg (fra Meyers "Salatværksted"), som er lækre både som tilbehør til kød eller i salater.
Og mandelmakroner stukket ud i flotte figurer.

Andesovs

Ok måske et lidt mærkeligt emne at blogge om, men andesovsen juleaften fylder altid meget hjemme hos os, både fordi den selvfølgelig er vanvittigt vigtig i julemenuen, men også fordi alle har en mening om hvordan den laves bedst.
Nu har jeg simpelthen knækket koden og fundet den bedste måde at lave sovsen på, så den bliver smagfuld og ikke for fed i smagen.
Jeg tog udgangspunkt i Meyers Almanak, og satte en stor bradepande under de to ænder, som blev placeret på en rist i ovnen. I bradepanden lagde jeg indmad og hals, og så fik anden 15 min. ved 250 grader. Herefter hældte jeg mel i bradepanden og rørte dette ud i fedten, ovnen blev sat ned på 180 grader, og jeg tilsatte 1 1/2 l vand, lidt andefond, div rodfrugter, løg, hvidløg, frisk timian, appelsin, allehånde, kanelstang og nellikker. Alt hvad hjertet begærer kan sådan set tilsættes.
Når anden er færdig, ligges denne til at hvile og så skal bradepanden skummes af for så meget fedt som muligt. Det blev for mit vedkommende til ca 1/2 l.
Så koger jeg sovsen op, og herefter sies den, sørg for at mose det hele godt ud i sien. Sovsen blev så kogt op med både rødvin og øl, mest øl, og smagt til med salt/peber. Den var SÅ god, jeg glæder mig allerede til næste år.

tirsdag den 13. december 2011

Luciabrød

13. december betyder luciabrød.
Vi bagte efter "Meyers bageri", som er en virkelig lækker bagebog (fortrinsvis brød), der klart kan anbefales. De blev rigtig lækre og luftige, med god smag.
De blev formet af 4 piger i alderen 4-8 år - er de ikke bare flotte?

mandag den 12. december 2011

Sild og snaps

Mit bidrag til weekendens veloverståede julefrokost stod på sild og snaps.
Jeg har for nyligt købt Aamanns bog om Kryddersnaps mhp. at lave snaps til årets julefrokoster. Men måtte jo skuffet indse at snaps skal trække virkelig længe, dvs. jeg nu skal gå igang med næste juls kryddersnaps! Nå men jeg kastede mig for ca 14 dage ufortrødent over projektet til trods, og fandt inspiration i Aamanns bog. Det blev til en snaps (jeg bruger Høker snaps, da den er mild i smagen, og jeg ikke er så vild med smagen af snaps) med appelsinskal, hel kanel, stjerneanis og hel kardemomme.
Den var faktisk ganske udemærket.
Jeg havde desuden lavet 3 forskellige slags sild.
Meyers karrysild (fra Almanak) med stegte æbler og rødløg, chili og ingefær, de var dejligt krydrede.
Bolsjebede sild, som bestod af hjemmesyltede bolsjebeder, revet peberrod, sennep, skalotteløg og creme fraiche/mayocreme.
Sidste sildeudgave var en fennikel, vodka og lime sild i creme fraiche/mayocreme, med inspiration fra Meyers Almanak.
Desuden havde jeg lavet en makrelrilette, bestående af røget makrel most med en gaffel sammen med mayo og creme fraiche, purløg, dild, rødløg og cornichoner.
Mine favoritter var fennikelsild og makrelrilette, men bolsjebedesildene fik også mange rosende ord.
Dejlig julefrokost.

søndag den 4. december 2011

Dagens fødselsdagskage

Min yngste datter blev idag 4 år, og ønsket til kage var noget med chokolade og bær.
Det blev så til nedenstående kreation, selvfølgelig pyntet af fødselaren selv med flormelis, tørrede blomster og lyserødt sukkerpynt.

Bunden er en chokolade genoisebund, fra "Meyers chokolade", som er dejlig blød og svampet. Cremen er Markus Grigos hvide chokoladecreme (fra "Grigos hjemmebag") tilsat ekstra husblas, så den kunne holde formen. Cremen er tilsat hakket mørk chokolade og blåbær.
Lækker lækker og rækker langt.