fredag den 20. december 2013

Julet børnefødselsdag


To børn med fødselsdag i de kolde vintermåneder, gør det lidt svært at blive ved med at være opfindsom. Alligevel har vi ikke før holdt fødselsdag med det vel mest oplagte tema, nemlig jul.
Så da Frida blev 6, blev det fejret med en tøset jule fødselsdag.

Som invitation klippede vi kagemænd ud af brun karton og pyntede med sløjfe og piberenser slikstok (alle materialer hertil er købt i Panduro Hobby).

Hos Dreamparty.dk fandt jeg både engangsservice (tallerkner, kopper og sugerør) til dagen samt krymmel mm. Lyskæde og servietter er fra Tiger.


Som pynt til bordet havde vi lavet Rice Krispie juletræer.



65g smør, 1 l. skumfiduser, 1,5 l. Rice Krispies, grøn farve, julet krymmel
Smelt smøret i en stor gryde og tilsæt herefter skumfiduser. Rør til skumfiduserne er smeltet ved lav varme. Tag gryden af varmen og tilsæt Rice Krispies, rør det sammen og tilsæt flydende grøn farve. Lad det stå et par minutter og køle let. Når du kan røre ved det uden at brænde fingrene, gøres hænderne våde og der formes juletræer. Sær på bagepapir og pynt med krymmel. Opbevares i lufttæt beholder. Kan sagtens laves flere dage i forvejen.

Da pigerne alle var kommet og der var leget gaveleg (flaskehalsen peger på), stod den på boller og varm kakao med skumfiduser på bismarckstokke.



Små bismarckstokke stikkes godt ned i skumfiduser (skal næsten helt igennem) og dyppes derefter i smeltet chokolade. Knus nogle bismarckstokke og pynt chokoladen med denne. Lad dem tørre på bagepapir.

Herefter skulle der pyntes julekager. Jeg havde bagt en hel spandfuld i forvejen. Hertil skulle der bruges glasur i forskellige farver, som jeg hældte i små frostposer, lukkede og klippede et lille bitte hul i det ene hjørne. Og selvfølgelig en masse krymmel.




Genial aktivitet, som alle pigerne ved bordet nød og sad fordybet i, i mere end 1 time. 
De kager der ikke blev fortæret med det samme blev lagt på bagepapir med deres navn, så glasuren kunne stivne. Og alle fik så en lille cellofanpose med hjem med deres egne kager i.




Herefter stod den på nissejagt i haven, hvor pigerne skulle finde chokolade nisser og snemænd, som vi havde gemt.


Præmien var slikposer og julefilm (Niko det flyvende rensdyr).


Super godt tema til fødselsdag, som jeg tænker sagtens kan varieres. Kan virkelig anbefale småkage pyntning.