torsdag den 29. december 2011

Konfekt og julekager

Julekager og konfekt har jo været et gennemgående tema i hele december måned, her kommer nogle af vores bud til både børn og voksne.
Kageudvalget blev ikke så stort i år, det blev til Håkons kager (som er min favorit), pebernødder (som er et must) og sirupskager (som er børnenes favorit, både at lave og spise).
Derudover stod den på en marcipan/konfektkage, en rigtig svampet/klistret sag, mums.
Af konfekt fik vi lavet kokoskugler med malibu, marcipan og hvid chokolade. Trøffelkugler med knuste kaffebønner. Rice Krispie treats med chokolade og krymmel. Og pigerne lavede havregrynskugler.
I december nummeret af "Mad og venner" fandt jeg en opskrift på Lakridskarameller, som bare er SÅ lækre.
En klassiker hos os er desuden skumfiduser dybbet i chokolade og krymmel, dette kan børnene nemlig helt selv lave.

Julefrokost og "Almanak"

Julefrokosten med farfar stod i år på Medister, Gordon Ramsays honningglaserede skinke som så i vores tilfælde blev til hamburryg, grønlangkål, syltede agurker og bolsjebeder og Gordon Ramsays stegte kartofler.
Efter igen i år i tv at have set Gordon Ramsay lave honningglaseret skinke med tænderne løbende i vand, blev vi enige om at det skulle vi prøve. Det var dog ikke lige til at få fat i en skinke, så vi brugte en hamburryg i stedet og fulgte kogetiden på denne. Opskriften kan findes på: http://www.bbcgoodfood.com/recipes/168623/gordons-honey-glazed-ham
Det kunne godt gå hen og blive en julefavorit, honningglaseringen passede rigtig godt til den røgede/salte smag i hamburryggen.
Grønlangkålen var fra Meyers Almanak, ligesom de syltede sager.

Endnu engang må jeg rose Meyers værk "Almanak", som jeg virkelig er stor fan af. Retterne fungerer, bogen er flot og der er masser af brugbar viden. MEN registeret fungerer ikke, det er svært at slå op i og f.ex. grønlangkål står ikke i registeret, på trods af at opskriften findes i bogen. Sådan er det med flere retter i bogen, hvilket jo gør bogen svær at bruge som opslagsværk.
Ristede kartofler i andefedt er også en Gordon Ramsay opskrift, som virkelig gør kartoflerne lækre. Og når man nu står tilbage med en masse dejlig andefedt fra juleaften, er det da bare om at finde noget at få det brugt til. Opskriften findes her:
http://www.channel4.com/4food/recipes/chefs/gordon-ramsay/perfect-goose-fat-roast-potatoes-recipe

onsdag den 28. december 2011

Meyers flæskestegssandwich - Julerester

Julens rester blev brugt til at lækker Meyersk flæskestegssandwich (fra Almanak), som bestod af Nikolaj Kirks speltboller (fra fryseren), dressing af hjemmelavet mayo, græsk yoghurt og grov sennep, flæskesteg lunet og sværene sprødstegt i ovnen, hjemmesyltede agurker og rødkålsrester.
Den er altså bare fantastisk.

Julekurv

Årets bedsteforældrejulegave blev til en julekurv med hjemmelavede sager, som mine to piger var primus motor i.
Den bestod af Limonade fra Paul Cunninghams fantastisk smukke bog "Paul food". Limonaden er lækker både med vand, danskvand og evt. lidt rom.
Syltede valnødder med vanille og appelsin, som kan bruges både med vildt, ost og dessert.
Hjemmelavet sennep af Colmanns sennepspulver, smagt til med frisk peberrod og honning.
Vanillesyltede skalotteløg (fra Meyers "Salatværksted"), som er lækre både som tilbehør til kød eller i salater.
Og mandelmakroner stukket ud i flotte figurer.

Andesovs

Ok måske et lidt mærkeligt emne at blogge om, men andesovsen juleaften fylder altid meget hjemme hos os, både fordi den selvfølgelig er vanvittigt vigtig i julemenuen, men også fordi alle har en mening om hvordan den laves bedst.
Nu har jeg simpelthen knækket koden og fundet den bedste måde at lave sovsen på, så den bliver smagfuld og ikke for fed i smagen.
Jeg tog udgangspunkt i Meyers Almanak, og satte en stor bradepande under de to ænder, som blev placeret på en rist i ovnen. I bradepanden lagde jeg indmad og hals, og så fik anden 15 min. ved 250 grader. Herefter hældte jeg mel i bradepanden og rørte dette ud i fedten, ovnen blev sat ned på 180 grader, og jeg tilsatte 1 1/2 l vand, lidt andefond, div rodfrugter, løg, hvidløg, frisk timian, appelsin, allehånde, kanelstang og nellikker. Alt hvad hjertet begærer kan sådan set tilsættes.
Når anden er færdig, ligges denne til at hvile og så skal bradepanden skummes af for så meget fedt som muligt. Det blev for mit vedkommende til ca 1/2 l.
Så koger jeg sovsen op, og herefter sies den, sørg for at mose det hele godt ud i sien. Sovsen blev så kogt op med både rødvin og øl, mest øl, og smagt til med salt/peber. Den var SÅ god, jeg glæder mig allerede til næste år.

tirsdag den 13. december 2011

Luciabrød

13. december betyder luciabrød.
Vi bagte efter "Meyers bageri", som er en virkelig lækker bagebog (fortrinsvis brød), der klart kan anbefales. De blev rigtig lækre og luftige, med god smag.
De blev formet af 4 piger i alderen 4-8 år - er de ikke bare flotte?

mandag den 12. december 2011

Sild og snaps

Mit bidrag til weekendens veloverståede julefrokost stod på sild og snaps.
Jeg har for nyligt købt Aamanns bog om Kryddersnaps mhp. at lave snaps til årets julefrokoster. Men måtte jo skuffet indse at snaps skal trække virkelig længe, dvs. jeg nu skal gå igang med næste juls kryddersnaps! Nå men jeg kastede mig for ca 14 dage ufortrødent over projektet til trods, og fandt inspiration i Aamanns bog. Det blev til en snaps (jeg bruger Høker snaps, da den er mild i smagen, og jeg ikke er så vild med smagen af snaps) med appelsinskal, hel kanel, stjerneanis og hel kardemomme.
Den var faktisk ganske udemærket.
Jeg havde desuden lavet 3 forskellige slags sild.
Meyers karrysild (fra Almanak) med stegte æbler og rødløg, chili og ingefær, de var dejligt krydrede.
Bolsjebede sild, som bestod af hjemmesyltede bolsjebeder, revet peberrod, sennep, skalotteløg og creme fraiche/mayocreme.
Sidste sildeudgave var en fennikel, vodka og lime sild i creme fraiche/mayocreme, med inspiration fra Meyers Almanak.
Desuden havde jeg lavet en makrelrilette, bestående af røget makrel most med en gaffel sammen med mayo og creme fraiche, purløg, dild, rødløg og cornichoner.
Mine favoritter var fennikelsild og makrelrilette, men bolsjebedesildene fik også mange rosende ord.
Dejlig julefrokost.

søndag den 4. december 2011

Dagens fødselsdagskage

Min yngste datter blev idag 4 år, og ønsket til kage var noget med chokolade og bær.
Det blev så til nedenstående kreation, selvfølgelig pyntet af fødselaren selv med flormelis, tørrede blomster og lyserødt sukkerpynt.

Bunden er en chokolade genoisebund, fra "Meyers chokolade", som er dejlig blød og svampet. Cremen er Markus Grigos hvide chokoladecreme (fra "Grigos hjemmebag") tilsat ekstra husblas, så den kunne holde formen. Cremen er tilsat hakket mørk chokolade og blåbær.
Lækker lækker og rækker langt.

søndag den 27. november 2011

Madklubben steak

Steak bølgen raser lige nu, og der er masser af steder at vælge imellem hvis det er kød man vil se på menuen. Vi prøvede i går aftes Madklubbens bud herpå; Madklubben steak.
De kører med seatings, hvilket vil sige at vi havde omkring 2 timer til vores 3 retter. Dette passede os fint denne aften, da vi skulle videre til koncert, ellers havde vi nok valgt et senere tidspunkt, så vi ikke var begrænset af tid.
Vi sad meget tæt pakket, faktisk var det nærmest umuligt at komme ind og sidde, da bordene stod så tæt. Efter jeg fik bugseret mig på plads, gik vi igang med menukortet, der er mulighed for at vælge imellem 3 retter til 300 kr eller 4 retter for 350 kr. Vi valgte 3 retter, og besluttede os for at vælge forskellige retter, så vi kunne smage så meget som muligt. Jeg valgte Carpaccio, husets bøf med bearnaise og frites og gammeldags æbletrifli. Min mand tog røget laks, grissebasse med bbq sovs og NY cheesecake. Vi kastede os samtidig over brødet med tilhørende artiskokcreme, cremen var lækker, men brødet skuffede altså, det plejer at være luftigere og mere maltet, end det vi fik idag.

Jubii kortet reklamerede desuden med både før middag cocktails og efter middag cocktails, hvorfor vi selvfølgelig hurtigt bestilte 2 mojitos, som vores tjener sørgede for at sætte igang inden hun tog imod vores øvrige bestillinger. Vores før middagen cocktails fandt dog først vej til vores bord da vi nærmest var færdige med forretten, som til gengæld blev serveret rekord hurtigt. Mojito passer hverken specielt godt til carpaccio eller laks, men den smagte dejligt.
Første ret var carpaccio med shitake svampe og pecorino. Desuden viste det sig at der var trøffelcreme til, det ku de godt have noteret på menukortet.
Carpaccioen var ikke den klassiske, men i stedet var det let svitset okse skåret mindre fint ud. Den smagte dejligt, men ikke det jeg havde forventet.
Min mands forret var røget laks med peberrod og agurk.
Laksen var fin og blød, men perberrods cremen var noget tam, den måtte godt have smagt af peberrod. Agurkerne som så rå ud, overraskede positivt ved at være let syltede, det passede rigtig godt sammen med laksen.
Til hovedretten valgte vi at drikke øl, disse blev serveret i iskolde ølglas, sjovt indslag.
Min helt klassiske hovedret; bøf bearnaise med frites.
Bøffen, som var kortets billigste, var helt perfekt medium stegt og smeltede nærmest på tungen, perfekt. Fritterne var mange (der ses kun et lille udpluk på billedet) og de fleste af dem var rigtig gode, men nogle var stenhårde og der lå en masse nærmest krymmel i skålen. Bearnaisen var ok i temperatur og dejlig tyk, men med for meget syre.
Min mands hovedret; braiseret grissebasse i bbq-sovs, små kartofler med smør og salvie og pebersovs.
Grisen var lækker, meget smag af bbq sovs, hvilket gjorde at det ikke rigtig passede til med anden sovs.
Min dessert; æbletrifli.
Perfekt retrodessert serveret i det mest perfekte retroglas, ren velsmag.
Min mands dessert; NY cheesecake med kirsebær.
Lidt for sød efter min smag, her vil jeg gerne kunne smage noget syre. Kirsebærrene var super lækre, og fik mig til at tænke på cherry coke, som er én af mine hemmelige synder.
Efter maden bestilte vi efter middagen cocktails, men igen fejlede de. Der skulle gå omkring 10 minutter, før jeg fik at vide at den jeg havde bestilt ikke kunne laves alligevel, så jeg sluttede også af med en mojito.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg er jeg stor fan af cocktails som del af restauranternes udbud, men så er det altså også vigtigt at man serverer dem som man skriver "før middagen" og sørger for at have ingredienser til de 6 forskellige man tilbyder.

Vi slap men en regning på 1040 kr, det synes jeg virkelig er en fin pris, for den lækre mad vi fik. Vi kommer helt sikkert igen.

onsdag den 9. november 2011

Lakrids is, key lime pie og blåbær i sirup

Fredag blev der kræset om desserten - inspireret af den fantastiske dessert vi nød på Den lille fede.
Den stod på lakrids is (blomsterbergs opskrift på vanilleis, men uden vanille og i stedet masser af lakridspulver). Key lime pie fra Nikolaj Kirks "Grundkøkken" og hertil blåbær i lavendel sirup (lige dele sukker og vand kogt sammen med tørrede lavenblomster).
Jeg er virkelig vild med kombinationen af lakrids og citron/lime, det funker bare helt fantastisk.

Æblekage

Denne æblekage er jeg vokset op med. Jeg ved ikke hvor den stammer fra, men den har været en fast bestanddel i min barndom. For mig er det en perfekt æblekage om det skyldes smag eller nostalgi er svært at svare på, men under alle omstændigheder vil jeg varmt anbefale den.

Den er vanvittigt nem at lave. 8 æbler skrælles og kernehuset fjernes, de skæres i både og ligges i et smurt ovnfast fad. Ovenpå drysses masser af kanelsukker (så meget samvittigheden tillader). Dejen består af 100g smør, 100g sukker og 100g mel, som blandes sammen og samles til en klump. Man kan med fordel lade dejen samle sig lidt i køleskabet, og derefter skære den i skiver, som så ligges ovenpå æblerne til de er dækket. Bages ved 180 grader i ca 45 min. - hold øje med den.
Kagen kan ikke serveres i pæne stykker, men skal bare øses op på tallerkenen med en ske og en stor klat creme fraiche til.

søndag den 30. oktober 2011

"Den lille fede"

Fredag var vi ude og spise med vores venner Martin og Sigga på restaurant Den lille fede i Boltens gård.
Vi har spist her flere gange og været meget tilfredse hver gang, men for mange år siden. Så vi var spændte på om konceptet stadig holdt, også nu med andre ejere.
Stedet ligner fuldstændig sig selv, lidt grotteagtig stemning, og der blev helt fyldt op de 4 timer vi var der. Lydniveauet var temmelig højt, men det er der ikke noget at sige til med den rundhåndede genopfyldning der fandt sted i vinglassene.
Der er 1 menu hvoraf man kan vælge den fulde 7 retters eller en 5 retters udgave. Vi valgte 7 retters med vinmenu (798kr) undtagen Sigga, hun valgte 5 retters, hvoraf hun kun ku li 2 af retterne, men det var ikke et problem, køkkenet fandt da bare på noget andet til hende - god service!
Når jeg går ud og spiser kan jeg virkelig godt lide at starte med en cocktail, men det fantastiske koncept er altså endnu ikke helt en naturlig ting på de danske restauranter. Og heller ikke på den lille fede. Vi ku starte med en longdrink, altså gin/tonic, rom/cola og lign., ikke helt det samme, men det ku gå an.
Vi fik lækkert surdejs foccacia brød med auberginecreme på bordet, virkelig velsmagende.
1. ret var en græskar og jomfruhummerbisque med dild og æble og græskar tern. Hertil en butterdejs brød stav, som rent visuelt så flot ud, men smagsmæssigt var ligegyldig.
Det var en vanvittigt velsmagende ret, den fede suppe spillede godt med de små friske tern og desuden var der tilsat lidt piment, som lige gav suppen lidt spark.
2. ret var Torsk med bønner, svampe og blåmuslinger.
Endnu en super velafstemt ret, den bløde fisk til de sprøde bønner og svampe. Meget smagfuldt og lækkert, en af mine favoritter fra aftenen.
3. ret var Kongekrabbe med løg og citrus
Aftenens mest æstetisk flotte ret. Der var desværre ikke så meget smag i krabben, men de andre elementer på tallerkenen var rigtig lækre, den bløde selleripure, sammen med den sure æblepure, og de to former for løg; stegte løgringe og syltede løg.
4. ret var Kartoffelterrin med skagenskinke og trøffel
En fin lille ret, med super god trøffelsmag. Passede godt efter tre fiske/skaldyrs retter, som opvarmning til hovedretten.
5. ret var Kalv med rodfrugtspure og aspargeskartofler
Endnu en super lækker ret, kødet var perfekt tilberedt og smagene var fuldendte.
6. ret var Fleur d'aunis med æble og kommen
Jeg har meget stor kommen-fobi, så var spændt på denne lille osteanretning. Knækbrød var med kommen og æblet var marineret i kommen, men alligevel var kommen smagen ikke voldsom, og passede jo virkelig godt til den lækre bløde franske ost.
7. ret var Citron og lakrids, kage og is
Jeg er i den grad dessertmenneske og dette var tæt på perfektion på en tallerken. Lakrids is ovenpå en lille mazarinkage, citroncreme med lidt frisk grape og sprødstegte brødtern og flamberede marengstoppe. Det hele spillede simpelthen fantastisk, skønne smage hver for sig og sammen endnu bedre. Jeg blir helt lækker sulten igen!

Alt i alt en virkelig vellykket aften både smags, syns og stemningsmæssigt. Jeg vil klart anbefale et besøg på den lille fede, menuen skifter vist temmelig ofte, så skal I nå denne lækre menu, skal I nok skynde jer. Det er godt givet ud at vælge vinmenu til, man får smagt en masse lækre velafstemte vine og der bliver flittigt genopfyldt, så vi gik derfra i MEGET højt humør.

søndag den 23. oktober 2011

"En kogebog"

Jeg fik Cofoco drengenes kogebog i fødselsdagsgave og den er blevet prøvet af her i weekenden.
Det er en rigtig flot kogebog med nogle gode klassiske retter i både brød, madretter og dessert - alle retterne er fra deres restauranter. Dog ku jeg godt ha tænkt mig lidt flere billeder.
Lørdag lavede jeg pasta med tomatsauce og søndag Coq au vin.
Hjemmelavet pasta med tomatsauce af friske tomater er én af den slags retter jeg snildt ku leve af. Så enkel og ren i smagen og med masser af friskhøvlet parmesan (næste gang vil jeg dog vælge at lave pastaen tyndere).

Søndagens coq au vin var bestemt en familiefavorit. Jeg lavede den dog i ovnene så skindet på kyllingen blev sprød, det blev der bestemt ikke klaget over.

lørdag den 22. oktober 2011

Svineskank

Flæskesteg go home!
Igår lavede jeg svineskank for første gang og bestemt ikke sidste. Kødet er mere mørt end på en flæskesteg og sværen - mums.

Jeg havde fundet en opskrift på nettet, men den var der ikke meget ved. Egentlig tror jeg den bedste måde at tilberede skanken på bare er ved at ridse sværen på begge leder (så der dannes små firkanter) og krydre godt med salt/peber og evt. andre krydderier som f.ex. timian og fennikel. Efter 3 timer i ovnen er der serveret.

fredag den 21. oktober 2011

Morgengrød

Vi fik en dejlig start på dagen idag med havregrød rørt med hindbær og lidt ahornsirup - stort hit hos både voksne og børn.

Halloween hygge

Det er en tradition at vi i efterårsferien laver græskarhoved og herefter græskarsuppe.
Min mand og pigerne står for græskarhovedet, som i år kom til at se således ud

Suppen blev til på følgende måde:
1 løg i tern og 2 fed hakket hvidløg svitses i olivenolie. Tilsæt 1 tsk timian og 1 tsk spidskommen. Tilsæt 1 glas hvidvin og kog op. Tilsæt græskarkødet, vi havde omkring 1,5kg og ca. 500g kartofler i tern. Tilsæt hønsebouillon så det dækker og kog til græskar og kartofler er møre. Når det er mørt hælder jeg det meste af vandet fra (gem det) og blender suppen. Herefter smages den til med fløde, creme fraiche og evt. noget af kogevandet, hvis den er for tyk. Til sidst smager jeg til med salt, peber og masser af frisk purløg.
Suppen blev serveret med bacon tern og squashtern vendt i olivenolie og herefter polentagryn med salt/peber, som blev stegt super sprøde i olivenolie.
I år har vi eksperimenteret lidt med andet halloween pynt, det er bl.a. blevet til dette perlegræskar af mini rørperler.