mandag den 16. april 2012

Biscaya tapas bar - Anmeldelse

Mit held med tapas i København er virkelig dårligt. Nu har jeg for anden gang været på tapasbar, dog uden at få serveret noget der minder om de lækre spanske tapas.
Jeg benyttede mig af en Smartbox til at gå ud og spise på Biscaya, hvor vi fik 9 forskellige tapas (299kr uden smartbox pr person).
Vi startede med brød (ikke med i anretningen), hvor vi begge valgte tomat. Dette var faktisk ok vellykket, det mindede en del om det vi fik på vores tur til Barcelona, der var dog lidt for meget tomat på.
Samtidig fik vi vores kolde anretning, som bestod af manchego, pølse, toast med oliventapenade, artiskokhjerter omrullet med skinke, tun/grøntmousse og chorizo omkring noget meget sødt frugtigt (som jeg ikke kan huske hvad de kaldte). En ok anretning, men det mest interessante var pølse, ost og artiskok med skinke, dvs. alt det der ingen reel tilberedning kræver og dermed er svært at fucke op.

Herfter fik vi tre varme anretninger; kødboller i tomatsauce, kartofler med aioli og kylling i sherry med hvidløg. Heldigvis var vi ved at være mætte, for alle tre anretningen var virkelig kedelige. Kødbollerne krævede stort set ingen tyggefunktion, kartoflerne var fuldstændig udkogte/overbagte og kyllingen smagte nærmest syntetisk.


Hvis jeg havde betalt 2x299kr for dette, ville jeg virkelig være skuffet. Vi gik mætte derfra og skulle jo bare betale for drikke og brød, så det var ok, men vi kommer nok ikke igen.
(Alle billederne er mad til 2 personer)

lørdag den 7. april 2012

Bistro Kivi - Anmeldelse

Gennem earlybird.dk købte jeg en 4 retters menu på Bistro Kivi til 230kr (uden drikkevarer). Bistro Kivi er vietnamesisk, og ligger på Vesterbro.
Selve stedet er lidt mærkeligt indrettet, med en del af restauranten liggende i kælderplan og en anden del i høj stue plan. Til gengæld var der helt fyldt da vi kom, og det væltede ind med folk hele aftenen, faktisk stod folk og ventede længe på at få bord (ikke så positivt når man har bestilt).

Menuen var forudbestemt gennem earlybird, men vi fik lov til at ændre dessert da vi ankom.
Vi startede med lidt blandede snacks og en mojito (der var et lille udvalg af drinks på menukortet).
Som forret fik vi krabbeconsommé med revet kylling og asparges. Jeg er generelt ikke så vild med de "tynde" supper, men den var virkelig velsmagende og krydret og det fungerede godt med den revede kylling, så man hele tiden fik noget med.
Efter forretten ventede vi længe på næste ret, som bestod af forårsrulle med svinekød og rejer, panko tigerrejer, dybstegt wonton med svinekød og frisk forårsrulle med svinekød og tigerreje, hertil var der tre forskellige saucer. Klart aftenens favorit.
Herefter stod den på oksefiletsalat med citrongræs, soya og chili, samt ris. Velsmagende men lidt for fedt.
Til dessert holdt jeg fast i den forudbestemte dessert som var panna cotta med passionsfrugt coulis, sprød kiks toppet med passion is, min mand valgte chokoladefondant med chili og ingefær samt kokosis. Min dessert var virkelig lækker og velsmagende, men min mands fondant var knastør!

Alt i alt var det god mad for pengene, og betjeningen var virkelig fin.