søndag den 27. april 2014

hjemmelavet iste

Nu begynder varmen at komme og dermed er det tid til kolde læskende drikke. Noget af det nemmeste at lave er iste.
Vælg en god smagfuld te, enten bær, frugt, citron eller lign.
Jeg brugte en rigtig lækker og smuk bær te, som jeg har fået fra Helsebixen.dk.
Opskriften er som følger:
1l. kogende vand hældes i en skål med 3 teblade, saft af 1 citron, 4 spsk sukker og 4 myntestilke. Dette skal stå og trække i ca. 10 minutter og røres lidt undervejs, så sukkeren opløses. Det er en god ide at smage til på dette tidspunkt, for alt efter hvilken te der benyttes, skal der muligvis justeres lidt i mængderne. Denne te har i sig selv både sødme og syre. Jeg laver gerne min iste lidt koncentreret, så man kan toppe med danskvand, cava eller andet.
Si isteen når den har trukket og hæld på flaske med lidt nye myntekviste. Stil på køl nogle timer og server toppet med bobler.

Ølgravad laks

Jeg har ikke tidligere selv gravad laks, men i år måtte det prøves til påskebordet.
Jeg har læst lidt op på det, og fundet flere der graver laks i alkohol, så jeg tænkte at øl da måtte være muligt at bruge som smagsgiver.

Her er min opskrift:
1 tsk fennikelfrø
1 tsk korianderfrø
6 tsk havsalt
6 tsk sukker
lidt friskkværnet peber
Stød alt dette i en morter.
Dup et pænt laksestykke tør med lidt køkkenrulle, vend det i krydderblandingen og pres det let på. Læg laksen i et fad (ikke for stort, skal gerne passe i størrelsen) og stil overdækket på køl én times tid.
Når laksen har trukket med krydderierne, skal den vendes i følgende:
Skal og saft en én citron
2 spsk hakket purløg
2 spsk hakket dild
Til slut hældes 1 dl IPA øl over (Indian pale ale).
Dæk til med film og stil på køl i 3 døgn. Vend gerne fisken én gang i døgnet.
























Når den har trukket i tre døgn, duppes den tør og de grove krydderier duppes af.
Herefter skal den "beklædes" med hakket dild, hakket purløg og citronskal (omkring samme mængder som benyttet tidligere). Dette lægges på fiskens overside og presses let på. Pak i film og lad stå min. 1 time på køl. Herefter kan den skæres i tynde skrå skiver og serveres enten til brød, salat, som forret eller andet.
Jeg serverede den med fintsnittet fennikel og radise, der havde trukket kort i is koldt vand og derefter vendt i lidt olie og salt/peber. Hertil små vagtelæg.






tirsdag den 15. april 2014

Restaurant Rebel

Restaurant Rebel ligger i Oubæks tidligere lokaler. Restauranten er lille, det samme er menukortet, men bestemt hyggelig. 
Rebel har i år fået en Bib gourmande i Michelin guiden.

Vi havde forudbestilt en Rebelsk aften, som består af:


1 glas champagne
7 serveringer
7 glas vin
Nordaq Fresh vand
Kaffe & sødt
Menuen koster 1400 pr person, og man har bordet hele aftenen.

Første servering var en snack; friturestegt vagtel (eller var det due?)med urtemayo.

Herefter kom der malt- og surdejsbrød med kærnemælkssmør.

1. ret var kartoffel med mayo, citruscreme, kørvel, poppede flæskesvær og vagtelæg.
God dansk klassiker med nye elementer, der fungerede godt. Dog var citrusen bitter og ikke syrlig, syren havde været god til fedmen i denne ret. 

2. ret var svamperavioli med spinat.
Super velsmagende lille ret, én af aftenens bedste. 

3. ret var okse tartar med urtemayo, sennep og bær.
Jeg er stor fan af tartar og denne var bestemt én af de bedre. God balance imellem det ferske kød, syren fra bærene, fedmen fra mayo'en og det salte/bitre fra senneppen. Dog lidt ærgeligt at genbruge mayo'en fra første servering.

4. ret var snegle med ramsløg, skalotteløg og stegt brioche.
Sneglene fungerede ikke for mig, de var druknet i hvidløg og briochen var helt blød. 

5. ret var lam med løg samt friturestegt lammeskank.

Lammen var mager og perfekt tilberedt.

6. ret var oste, kiks og kvædekompot, samt muligheden for at smage pot-käse.
Udvalget af oste var lækkert og tilbød meget forskellige smage. Pot-käsen smagte jeg for første gang, og det gør jeg nok ikke igen. Man skal vist have en særlig kærlighed til meget stærke og ildelugtende oste for at forelske sig i dette.

7. ret var rabarber, hvid chokolade og kørvelis. 
Meget lækker sommer dessert, kørvelisen fungerede rigtig godt.

Som afslutning var der kaffe (eller i mit tilfælde et ekstra glas dessertvin) og studenterbrød med hindbær.

Jeg ser mig selv drikke denne hele sommeren.

Vinserveringerne var generelt fine og velafstemte. Dog faldt en enkelt naturvin ikke rigtig i nogens smag. 

Overordnet set en rigtig fin aften hos Rebel, med smukke anretninger og velsmag. Men jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere nytænkende retter, som de bestemt viste de var i stand til med eksempelvis kørvelisen. For mig var det også lidt forvirrende med de meget forskellige madretninger; dansk, fransk, italiensk. 

Lydhøre og opmærksomme tjenere, som ex. serverede min mad på lys tallerken, efter jeg havde kommenteret at det var svært at fotografere på de mørke. Samt et ekstra glas sidst på aftenen af den lækre røde mousserende sag.