mandag den 29. april 2013

Retour - Anmeldelse (samt visit på Strøm bar)

Fredag aften fik jeg endelig besøgt Retour. Lige siden jeg så Hummer bearnaise på deres menukort, har jeg haft lyst til at aflægge dem et besøg og smage denne ret.

Vi var et selskab på fire og startede med at dele 2 brætter med udvalgte snacks.
Vi fik lækre brætter serveret med en masse herligheder, men ingen præsentation af det der fandtes på brættet. Tjenerne var meget hurtigt videre, hvorfor vi endte med at smage og gætte os frem.
Faktisk var det eneste vi i løbet af hele aftenen fik præsenteret den Rosé champagne vi startede med.
Snack brættet bestod af forskellig pølse, lufttørret skinke, mandler, cornichoner, vagtelæg med mayo, foie gras og svinerillette (tror jeg!). Det hele var virkelig velsmagende og det passede godt at være to om ét bræt.

Herefter valgte vi alle fire 1/2 hummer med bearnaise, spinat og løg.
Forventningerne var virkelig høje, jeg har nærmest haft syndige drømme om denne ret. Og heldigvis var den alt hvad jeg havde håbet på. Bernaisen var perfekt i konsistens og smag, hummeren blød og veltilberedt akkompagneret af en let hummerskum til at fremhæve smagen af hummer, og hertil virkelig velkrydret spinat og løg. Til fik vi en lækker frisk Sancerre, som passede super godt til hele retten.
Det er bestemt ikke sidste gang jeg har fået denne ret. Påtænker at prøve den som hovedret på Retour steak inden alt for længe.

Til hovedret fik drengene Tournedos, bearnaise, pommes frites, salat og pigerne fik tartar med salat og pommes frites. Tartar'en var anrettet temmelig vulgært som en stor ustegt hakkebøf. Det så virkelig ikke særlig indbydende ud. Men smagen vejede heldigvis op for dette. Den var lækker blød og velsmagende, dog en anelse for meget smag af sennep, der gjorde det svært at smage de andre smagsnuancer. Pommes friterne har jeg aldrig fået bedre, og heldigvis havde drengene jo bearnaise vi kunne dyppe i.
Desværre var betjeningen hele aftenen virkelig ringe. Som tidligere nævnt fik vi intet præsenteret. Og derudover spildte tjenerne hver eneste gang de hældte vin op, på både tasker, ærmer og bordet. Alt i alt virkede betjeningen meget sjusket og tjenerne virkede uinteresserede i os som gæster. Rigtig ærgerligt når nu maden i den grad imponerer.

For første gang havde jeg ikke plads til dessert, men det skal også siges at der inden maden var blevet nydt et par cocktails på den skønne Art deco agtige bar Strøm lige ved gråbrødre torv. Kan klart anbefales.


lørdag den 20. april 2013

The Italian - anmeldelse

Da min yngste datter har været på koloni i denne uge, måtte min mand, min ældste datter og jeg traditionen tro selvfølgelig ud og spise. Det blev til et besøg hos Cofoco restauranten The Italian. Her kan man få en menu med tre retter til 295 kr, eller en menu med tre retter hvor hovedretten er pizza til 225 kr. Desuden kan der selvfølgelig bare bestilles enkelt retter fra kortet.
Vi fik lækre boller med let smag af pesto til start, og hertil stod der dyppe olie på bordet.
Til forret valgte jeg Proscuitto San Daniele, lækker lufttørret skinke med artiskok, oliven, grillet peberfrugt og aioli.
 En rigtig lækker og enkel servering, aioli'en var lækker velsmagende.

Min datter fik Mozzarella Buffala, tomater med basilikum/olivenolie og mozzarella.
Mozzarella'en var lækker frisk og blød, desværre var tomaterne lidt for overmodne, så de virkede nærmest smattede.

Min mand fik carpaccio med trøffelolie.
Denne manglede generelt smag. Der var en let smag af trøffel ellers smagte det ikke af noget.

Til hovedret fik min datter og jeg pizza, henholdsvis Pizza Margherita og Pizza prosciutto.

Begge pizza'er var lækre, enkle og velsmagende, dog til den lidt underkrydrede side. Da vi var færdige var der stadig en hel pizza tilbage, som vi fik med hjem.

Min mand fik Filetto, oksemørbrad med kartoffel, løg og gremolata.
Kødet havde fået et par minutter for meget, og endnu engang manglede der smag.

Til dessert fik jeg tiramisu.
Jeg elsker virkelig tiramisu, og her var der tilføjet et godt lille tvist med små knasende stykker af chokolade. Savoiardi kagerne havde desværre ikke fået lov at trække nok, og var derfor lidt tørre og uden så meget smag. Ellers en god dessert.

Min datter fik passionsfrugt tærte med marengs og chokolade is.
 Tærten var sød og syrlig, rigtig dejlig. Men isen smagte mere at kakao sødet med for meget sukker end af chokolade - ærgeligt.

Min mand sluttede af med en klassisk Affogato. Det er bare altid godt og virkelig svært at ødelægge.

Alt i alt et hyggeligt sted og fin mad til prisen, men ærgerligt at der ikke blir gjort mere ud af krydringen, så det sidder lige i skabet.