søndag den 4. november 2012

Palæo

Grunden til der ikke længere kommer så mange opskrifter på min blog, er at jeg de sidste par måneder har levet mere eller mindre efter palæo principperne, og derfor også oprettet en blog om netop denne mad type - stikkelsbaerograeddiker.blogspot.com
Da jeg ikke er 100% palæo vil der fortsat komme opskrifter her på siden også, og selvfølgelig anmeldelser af spisesteder.

lørdag den 3. november 2012

Nyhavn 14 - anmeldelse

Vi har været hele familien en tur på ét af Gorms pizzasteder, nemlig Nyhavn 14 - på den stille side af Nyhavn.
Stedet er meget lille og i kælderniveau, men super hyggeligt.
Vi startede med en snacktallerken til deling, denne med rygeostecreme med balsamicoglaze, knækbrød, blandede salte nødder og oliven. Super hyggelig lille start til kun 49kr!
Min ældste datter elsker Bruschetta, så dette fik hun og jeg hørte ingen brok fra hende under indtagelsen.

Min mand fik carpaccio. Denne var lækker men efter min mening hører balsamico glaze ikke til her, men derimod rigelig mængder olivenolie.

Jeg fik jomfruhummer med fennikel. Dette var en lidt kedelig ret, jeg kunne ikke finde den røde tråd i retten. Jomfruhummeren var dog perfekt tilberedt, lækker blød og slet ikke tør.
Herefter kom der pizza, vi havde bestilt 4 forskellige;
Margherita, som var klassisk og super god. Blev lidt overrasket over den lille mængde ost, men det gjorde intet for smagen.

Søs med panchetta og mascarpone, som min datter på 4 næsten ikke ville dele af. Dejlig mild pizza.
Miss wishbone med kartoffel, parmaskinke, pesto og rucola, som jeg synes der var for meget fyld på, det tog lidt af det rene simple ved de ellers velsmagende pizza'er.
 Dagens signatur pizza, som var en hvid pizza med svampe og trøffel. I små mængder var den virkelig god, men nok bedst som dele pizza, da det ellers bliver meget voldsomt.

Kom og spis pizza, det er klart det de er gode til. De var fantastisk lækre med helt sprøde tynde bunde, og gå efter de simple kombinationer.
Vi kommer her helt sikkert igen og nyder pizza.

Rosé champagne dinner på Søllerød kro - Anmeldelse

Torsdag aften havde vi billet til Leisner vines Rosé champagne middag på Søllerød kro. Det var selvfølgelig i stor grad champagnen der var fokus på, men de 5 retter vi fik hertil var bestemt af lige så høj standard.
Vi blev seatet ved et 8 personers bord med 3 andre par, og faldt hurtigt i snak med et andet par ved bordet, som bestemt var med til at gøre det til en rigtig hyggelig aften.
1. ret var helt tyndtskåret torsk med lækre stykker af syltede asparges med perfekt afstemt sød/sur smag. Retten var lækker mild og med god smag af dild. Champagnerne havde det lidt svært til den gennemtrængende dild.
2. ret var et perfekt tilberedt stykke havtaske med tyndtskåret glaskål og rosenkål - ren velsmag.
3. ret var ravioli med svampe. Da tallerkenen kommer på bordet breder der sig en fantastisk duft af den hummerbisquen, raviolien serveres i. Raviolien var fyldt af velsmagende svampe, der spillede perfekt med bisquen, en rigtig skøn efterårs ret.
4. ret var brissel. Desværre er min kærlighed til brissel blevet destrueret lidt efter at have fået en kæmpe brissel serveret. Så selvom den lille brissel vi fik serveret var veltilberedt, kunne jeg ikke få den hele ned og ikke rigtig nyde retten.
5. ret var oksemørbrad, som var lækker blød, rød og mør. Jordskokken skabte en nærmest røget smag, der passede rigtig godt til retten.

Efter maden blev der serveret kaffe og petit four, som en dejlig afrunding af aftenen.
Mængden af champagne var tæt på overvældende, men en fantastisk oplevelse. Min personlige favorit denne aften var 2. sidste på kortet, så i den noget pebrede ende. Men også Veuve clicquot'en var rigtig spændende.