onsdag den 28. december 2011

Andesovs

Ok måske et lidt mærkeligt emne at blogge om, men andesovsen juleaften fylder altid meget hjemme hos os, både fordi den selvfølgelig er vanvittigt vigtig i julemenuen, men også fordi alle har en mening om hvordan den laves bedst.
Nu har jeg simpelthen knækket koden og fundet den bedste måde at lave sovsen på, så den bliver smagfuld og ikke for fed i smagen.
Jeg tog udgangspunkt i Meyers Almanak, og satte en stor bradepande under de to ænder, som blev placeret på en rist i ovnen. I bradepanden lagde jeg indmad og hals, og så fik anden 15 min. ved 250 grader. Herefter hældte jeg mel i bradepanden og rørte dette ud i fedten, ovnen blev sat ned på 180 grader, og jeg tilsatte 1 1/2 l vand, lidt andefond, div rodfrugter, løg, hvidløg, frisk timian, appelsin, allehånde, kanelstang og nellikker. Alt hvad hjertet begærer kan sådan set tilsættes.
Når anden er færdig, ligges denne til at hvile og så skal bradepanden skummes af for så meget fedt som muligt. Det blev for mit vedkommende til ca 1/2 l.
Så koger jeg sovsen op, og herefter sies den, sørg for at mose det hele godt ud i sien. Sovsen blev så kogt op med både rødvin og øl, mest øl, og smagt til med salt/peber. Den var SÅ god, jeg glæder mig allerede til næste år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar