søndag den 4. september 2011

Nimb Bar 'n' grill

Fredag var vi med nogle venner på Nimb's Bar 'n' grill.
Vi startede med en cocktail i baren. Jeg fik bartenderen til at trylle en cocktail til mig med passionsfrugt og mynte, virkelig lækker.
Vi valgte alle deres weekend menu med tre retter (mulighed for at vælge imellem 2 forskellige til hver ret) for 450kr.
Udenfor menuen startede vi med at dele en omgang østers - min debut! Jeg var meget overrasket over godt østers smager, tænk at jeg har snydt mig selv for det, det må der laves om på nu.
Derefter fik en amuse bouche - røget blæksprutte, velsmagende lille ret.
Til forret fik jeg svampetoast med trøffelmayo, parmesan og estragon. Flot så den rustikt anrettede portion ud, og den smagte da også, men smagen af trøffel og salt blev hurtigt lidt voldsom, nok grundet den store portion.
Til hovedret fik jeg havtaske med cremede muslinger, sommergrønt og trøffelglace. Havtasken var virkelig velsmagende og også her var der virkelig meget mad. Men også denne ret blev meget voldsom i sin smag, trøflen kunne man ikke smage her, men igen meget salt og for kraftig sauce. Disse smagseksplosioner ville helt klart fungere bedre til meget mindre portioner, jeg var mæt efter en 1/2 hovedret.
Resten af selskabet fik rib eye med fritter og bearnaise. Bøffen var gigant stor og rigtig lækker.
Til Dessert stod den på friske bær med vanille, mille feuilles, mynte og lakrids. Denne ret var mindre rustikt anrettet end de andre, hvilket ellers ville have klædt den godt. Desserten smagte fint men ikke af så meget (ingen lakrids smag) måske pga de meget voldsomme forrige retter. Til denne ret fik vi desuden en chocolat martini, som var rigtig lækker.

Overordnet var maden god og folk var generelt tilfredse. Stedet er lille og flot med sit åbne køkken og tonede ruder. Jeg kan sagtens finde på at komme igen og måske få en bøf og flere cocktails.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar