søndag den 13. oktober 2013

Nimb Brasserie - fredagsrock menu


I sommers var vi på Nimb brasserie, hvor vi havde bestilt en fredagsrock menu. Det koster 1000kr for 3 retter inkl. aperitif og drikkevarer til maden, samt man sidder med udsigt over plænen og scenen. Umiddelbart lidt dyrt, men vi havde lyst til at prøve noget andet end at kæmpe sig frem nede på plænen.

Første ret var terrin af okse og foie gras, og trods menuen lovede morkler, var disse ikke at finde i retten! Men ellers rigtig lækker og velsmagende ret uden at blive for fed og voldsom i smagen - meget harmonisk.

Hovedretten var ribeye med brøndkarse, 1/2 bøftomat og lidt rødvinssauce. Altså jeg er bestemt tilhænger af at holde det simpelt, men retten manglede simpelthen noget. Bøffen var velstegt og velsmagende, men tilbehøret var tamt.
Herefter skete der ikke noget et stykke tid andet end rødvin, hvilket også er fint nok, bortset fra at der endte med at komme ekstra glas på regningen, uden at vi fik dette at vide undervejs - virkelig dårlig stil, når menuen i forvejen er så pebret.
Pludselig fik vi kaffe og sødt inden desserten, dette måtte vi selv gøre opmærksom på, og fik bare at vide at desserten ville komme snart.
Desserten dukkede først op under koncerten, og ærlig talt kan jeg ikke rigtig huske denne, da fokus på dette tidspunkt bestemt ikke længere var på maden. Men pæn er den da.
Alt i alt synes jeg ikke det er 1000kr værd at købe Nimbs fredagsrock menu, udsigten er fin, men det er lidt mærkeligt at sidde på restaurant og være til koncert og maden kan klart gøres billigere og mindst lige så interessant et andet sted i Tivoli. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar