tirsdag den 26. februar 2013

Ice cream party - Pige fødselsdag

I anledning af min ældste datters 9 års fødselsdag, stod dagen i isens tegn. Vi har tidligere fundet disse skønne skumfiduser i Paris, og inspireret heraf blev temaet Ice cream party.


Lidt over en uge i forvejen gik vi igang med at lave en pinata formet som en is. Vi havde fundet den her;
http://www.simplymodernmom.com/2010/08/ice-cream-pinata-tutorial/
Det var bestemt ikke så let, når man ikke har arbejdet med pap maché siden børnehaven, men den endte med at blive rigtig fin (i 2. forsøg, den første havde vi lavet for tynd, så den splattede sammen).
Vi lavede den med crepe papir.
Pinata'en fyldte vi med slik og udenfor hængte vi den op, så pigerne kunne slå på den med bind for øjnene.

Over bordet hang disse skønne papirs is fra magiskeminder.dk. Isbilen med isbægre og skeer samt de fine sugerør på bordet ved siden af pinata'en (2 billeder tilbage) er også fra denne skønne netbutik.

Bordet var pyntet med bordkort min datter havde lavet formet som en isvaffel, marengs kys i lyserød og turkis og cupcake pynt/krymmel i cupcake papirsforme (disse skulle bruges senere).
Opskrift på kyskager:
6 æggehvider piskes stive med 1 knsp salt. 350g sukker tilsættes stille og roligt mens der piskes kraftigt. Pisk til hviderne er stive og blanke. Tilsæt 1 tsk eddike og nogle dråber af den farve de skal være. Vi lavede halvdelen lyserød med rød frugtfarve, og den anden halvdel turkis med grøn og blå frugtfarve. Sprøjt ud på bageplade med bagepapir vha. en sprøjtepose med tylle. Bag ved 120 grader i 30-40 minutter. Der blir over 100 små kys.

Som velkomst blev der budt på jordbær milkshake. 2 l jordbæris blendet med ca 1 liter mælk til 12 piger.

Ved bordet fik pigerne cupcakes bagt i isvafler fra bogen "American Pie", som er en virkelig skøn kagebog med amerikanske kager. Den kan varmt anbefales. De var lidt svære at bage, da de ikke rigtig ville stå stabilt, men vha. en masse staniol gik det. De blev pyntet med turkis frosting, og pigerne kunne så selv dekorere.
Til slut var der isbar, hvor pigerne fik is i de fine bægre fra isbilen, og selv kunne komme på hvad de ville have af pynt. Vi havde karamel og chokolade sauce, forskelligt krymmel, mini oreos, mini skumfiduser, smarties, knuste mariekiks, chokolade og blandet småt slik.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar