mandag den 4. november 2013

Løgismose vinklub for kvinder på restaurant Kong Hans kælder

For snart mange måneder siden havde jeg sammen med en veninde købt billet til det Løgismose arrangerede Vinklub for kvinder, som blev afholdt på restaurant Kong Hans kælder.  Endelig oprandt dagen, som vi i den grad havde glædet os til, ikke mindst for alle de skønne vines skyld med også for mit første besøg hos Kong Hans kælder.
Arrangementet kostede 1300 kr for 5 retter med tilhørende vine. Da vi kom skulle vi bare placere os ved et bord, alle borde var runde og til 6-8 personer. Det er anden gang jeg prøver dette med at sidde til bords med fremmede til vinsmagning, og begge gange (altså denne aften inklusiv) har det fungeret virkelig godt, og kun bidraget positivt til aftenen.
Til at starte med fik vi et glas champagne særligt lavet til Falsled kro (Champagne "Falsled kro" Brut - Locret-Lachaud), denne blev serveret med en flot rustik servering med syltede vagtelæg, sprødt kyllingeskind, sprød kiks af div. frø/kerner og cashewnødder. En smuk og lækker start (øv jeg fik ikke taget billede).

Til min store overraskelse kom der så brød på bordet, som i brød lavet på mel, og jeg som troede at stivelse var helt bandlyst i Thomas Rodes køkken. Men denne aften fik vi altså lov til at synde og spise både lækkert mini rugbrød og bløde smørholdige boller med ekstra smør og fedt til.

Herefter blev der fyldt hvid bourgogne i glasset (2010 Santenay Blanc Les Cornieres - Jean-Marc Morey). En vin der havde fået virkelig meget fad, som jeg ellers ikke er til, men den skulle vise sig at være fremragende til maden, hvor den komplimenterede og fremhævede smagene.
Retten vi fik serveret hertil var økologisk saltet ørred, som var tilberedt nænsomt ved 38 grader. Den blev akkompagneret af en skøn fed smørsauce og grønt fra korsblomstfamilien.
En meget smuk og sart udseende ret, som passede særdeles godt til de meget fine smage og den helt igennem perfekte ørred, der var så blød og veltilberedt at den faldt fra hinanden nærmest så snart man rørte den.



Så kom der Riesling i glasset (2011 Riesling Vom Roten Schiefer ØKO - Clemens Busch), som er en af de typer vine jeg særligt nyder. Den var let, duftede af abrikos, havde mild syre og smagte skønt både med og uden den ledsagende mad.
Retten hertil var aftenens vinder, nemlig hummer der var blancheret og grillet i skallen, hertil rød samt almindelig grønkål, kastanjer og en formidable hollandaise lavet på hummer smør.
Helt igennem fuldendt ret med den bløde og afsindigt velsmagende hummer, den syrlige hollandaise og de "fede" kastanjer.

Aftenens eneste rødvin var fra Australien (2009 Avignon GSM - Barossa - Kaesler). Inden den tilhørende ret blev præsenteret, var der ingen tvivl om at denne vin skulle serveres til vildt, og efter min mening var dette da også aftenens suverænt bedst vinmatch (måske nok også det mest oplagte). Vi fik serveret kronhjortefilet svøbt i fars af fransk blødpølse, med kogte grillede porrer, trompetsvampe, tørrede tyttebær og en sauce. Kødet var noget af det møreste jeg i mit liv har fået, det smeltede bogstavelig talt på tungen.

Næste servering var portvin (2000 Colheita - Coroa de Rei - Pocas Junior), som blev serveret til et udvalg af oste.
Jeg har ikke de store erfaringer med portvin og det er ikke noget jeg normalt nyder, men denne skønne let lyse sag med karameltoner, slog alligevel lidt benene væk under mig. Jeg kom dog aldrig til at påskønne kombinationen med ost.
Vi fik gedeost fra Provence, en fast fåreost, Brie fra Normandiet, comté, rødkitost og en blåskimmel. Hertil fik vi rødbede og stikkelsbærkompot.

Aftenens afslutning var en sauternes (2007 Chateau Cantegrill - Sauternes). Jeg er ikke normalt fan af denne søde drik efter en aften med vin, men denne udgave røg ned med stort velbehag.
Den blev serveret til lun mazarinkage med æblesorbet på crumble. Skøn frisk sensommer/efterårs servering.

Efterfølgende fik vi kaffe med summerbird lakrids flødebolle samt lidt summerbird mandler.

Desuden må jeg altså lige kommentere aftenens bestik. Er det bare mig eller er det ikke virkelig småt! Måske fordi der denne aften kun var kvinder i restauranten?

Det var en helt igennem fuldstændig fantastisk aften. Restauranten er smuk, maden var fantastisk, vinene skønne og vi havde det dejligste selskab ved vores 7 personers bord.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg må besøge Kong Hans igen en dag, og vil da bestemt også holde øje med kommende Løgismose Vinklub for kvinder arrangementer.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar