Viser opslag med etiketten kogebøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kogebøger. Vis alle opslag

søndag den 2. februar 2014

Vietnamesisk inspireret middag

I disse kolde og mørke måneder, er det rart at drømme sig lidt væk til varmere himmelstrøg, så lørdag blev menuen vietnamesisk.

Til at starte med  fik vi lime-mynte sorbet med Kocembas sparkling tea.
Opskrift på lime-mynte sorbet:
Først skal der laves en myntesirup. 3 dl vand koges med 3 dl sukker og en stor dusk mynte til sukkeren er opløst. Køl af. Tilsæt saft af 6-8 lime og skal fra 2 lime. Kør det på en ismaskine i omkring 30 minutter og stil på frost. (passer ca. til 8 personer)

Så fik vi friske forårsruller med and i hoisinsauce.
Tilbered to andelår i ovnen og lad dem køle af. Når de er kølet af, pilles kødet af benene og det skæres i tynde skiver. Herefter steges det på panden i 6 spsk hoisin sauce, 6 spsk sukker, 2 spsk sesam olie og 1 spsk soya. Lad det køle af til rum temperatur. Så skal rullerne laves af opblødt rispapir. Fyldet er anden, helt stynde skiver agurk og salat. Rul og skær i 2. Giver ca. 20 halve ruller.

Nudelsalat
Til salaten brugte jeg risnudler, fintsnittet savoykål, sukkerærter, forårsløg og bønnespirer. Dette vendes i en dressing af: saft fra 2 lime, 2 spsk fiskesauce, 2 spsk sesamolie, 1 fed hvidløg, en knold ingefær fintrevet og 2 spsk sukker. På toppes med nødder eller frø, jeg brugte tørristede peanuts, men sesamfrø eller lign kan også bruges.

De næste par opskrifter er fra denne vietnamesiske kogebog


Forårsruller med svin

Rejepuffs

Tyndskåret oksekød med chili og citrongræs

Til dessert fik citronkage (fra kogebogen "American Pie"), vanilleis med passionsfrugt og brændt hvid chokolade (smelt hvid chokolade og hæld det på en bageplade med bagepapir, bag i ovnen ved 180 grader i nogle minutter til det bliver mørkere).

fredag den 25. oktober 2013

Fødselsdagsbrunch

Lørdag stod den på fødselsdagsbrunch.





Menuen så således ud:
Ølandshvedebrød
Briocheboller
Diverse oste, pølse og skinke
Hjemmelavet nutella
Blinis med stenbiderrogn, creme fraiche, rødløg, dild og æg
Hel rød bygsalat med æble, hasselnødder og feldtsalat
Tærte med squash og cheddar
Tærte uden bund med spinat, champignon og feta
Quiche lorraine
Ristet rugbrød med Laksetatar af røget laks og makrelrillette af røget makrel
Citroncheesecake
Chokoladebrud
Kokostoppe
Macarons
Banancupcakes med chokoladefrosting
Hjemmelavet ginger ale
Æblemost med hyldeblomst og lime
Æblemost med ingefær og mynte
Citron iste med passionsfrugt

Ølandshvedebrødet blev lavet lidt på slump af surdej, vand, salt, fint ølandshvedemel og groft ølandshvedemel. Dejen lavede jeg dagen i forvejen og den hævede natten i køleskabet. Desværre blev brødet ikke så luftigt, jeg nåede ikke at lade det hæve efter det var formet som brød, det havde nok været en fordel.

Blinis lavede jeg på en almindelig pande, og da dejen var blevet lidt flydende fik de ikke så flot en facon og blev noget tynde. Så jeg må nok få fat i en blinipande og måske finde en anden opskrift, den jeg brugte var fra at madmagasin.

Den  røde bygsalat lavede jeg således; den kogte byg, blandede jeg med ristede hasselnødder (husk at nulre den tynde skal af), feldtsalat, æbletern og smuldret feta. Blandet med en dressing af olie, æblecidereddike og salt/peber.

Skønne smørholdige briocheboller (opskrift fra "Aamanns kryddersnaps") med hjemmelavet nutella af hasselnødder fra haven.

Små stykker tyndskåret ristet rugbrød med "rillette" af røget makrel. Kødet fra den røgede makrel rives i lidt mindre stykker og røres med creme fraiche, hjemmerørt mayo, hakket dild og purløg, lidt citronsaft samt salt/peber.

Citron cheesecake toppet med flødeskum er fra Donna Hay, hun har en hjemmeside med masser af opskrifter, blade der kan hentes ned til ipad (2 gratis) samt masser af skønne kogebøger.
https://www.donnahay.com.au/recipes/desserts-and-baking/classic-lemon-cheesecake

Kokostoppe med marcipan er en Mette Blomsterberg opskrift (fra et madmagasin).

Mini banan cupcakes med chokoladefrosting fra "Hummingbird bakery".

Nu har jeg snart mange gange forsøgt mig med macarons uden at opnå et flot resultat. Men endelig lykkedes det at få flotte blanke ensartede glatte macarons. Opkskriften er Nikolaos Strangas fra kogebogen "Afternoon tea" med jordbær chokolade ganache. Den første plade blev flottest, herefter var den nogle der krakelerede. Men jeg var SÅ glad og stolt over at det endelige lykkedes.



Jeg havde lavet div. forskellige drikkevarer.
Jeg havde købt en masse god æblemost fra Irma, hvoraf jeg lavede to versioner. En med masser af frisk mynte og friske ingefær skiver - lad den helt lige trække lidt. Den anden med lidt hyldeblomstsaft samt en masse limeskiver i - lad også denne trække.
Så lavede vi Ginger ale; en pakke ingefær skrælles og skæres i skiver og koges op med 250 ml sukker og 500 ml vand - kog 15 minutter til sukker er opløst. Lad den stå og trække 1 time. Si den og køl den helt ned i køleskabet før brug. Bland med danskvand og masser citron samt lime.
Desuden havde jeg lavet en citron iste med passionfrugt (inspireret af Donna Hay). 1 1/2l kogende vand hældes over en god citronte (jeg bruger for det meste Rooibos citronte fra Tante T) og lad det trække 5 minutter. Tag teen op og tilsæt 1-2 dl sukker (smag dig frem, jeg vil helst ikke have den for sød, så jeg bruger ikke så meget) samt nogenlunde samme mængde citronsaft. Rør og lad sukkeren opløses, køl ned. Ved servering kom passionsfrugt i samt top evt. af med danskvand eller cava. 

onsdag den 23. oktober 2013

Fødselsdag med masser af kage og Risotto

I den forgangne uge havde jeg fødselsdag, hvilket selvfølgelig er blevet fejret med masser af mad og alt for meget kage.
Til kollegaerne havde jeg lavet karameller, chokoladebrud, lemonbars/citronkage og brownie cheesecake med hindbær.

Karameller med æblecider og julede krydderier
Opskriften har jeg fundet på Pinterest (følg mit board "mad" - Soffi Rasmussen, hvor jeg ofte pinner div. madopskrifter fra forskellige hjemmesider). Bestemt værd at lave, godt med den lidt syrlige smag fra æblecideren til de bløde julede krydderier.

Chokoladebruddene fra "Hummingbird bakery" (fåes ofte i Føtex for 79kr) er en klassiker herhjemme.
De kan varieres i det uendelige og er super nemme at lave. I disse var der marsbarer, maltesere, skumfiduser og cornflakes.

Lemonbars har jeg tidligere lavet et indlæg om (se dette).

Brownie toppet med cheesecake toppet med hindbærflødeskum også fra "Hummingbird bakery".
 Denne har jeg efterhånden lavet mange gange, den er nem og bringer altid glæde.

Så alt i alt var der glade kollegaer, der gik mætte hjem i mange dage.

Om aftenen stod den på artiskok og oliven tapenade  ala Tony's med pølse og brød, samt Risotto med kammuslinger.
Tapenaden laves ved at blende en dåse artiskokhjerter med en håndfulde gode smagfulde grønne oliven, friskrevet parmesan, lidt citronsaft, olivenolie samt salt/peber. Den blev rigtig god.


Min risotto bliver altid lavet lidt på slump, og synes ift. væsker at det kommer an på risene, så smager mange gange til undervejs til de næsten har den rette konsistens.
Løg og hvidløg svitses i smør og olivenolie, når de er klare tilsættes risottoris. Efter et par minutter tilsættes lidt hvidvin og når denne er suget ind i risene tilsættes i små portioner vand eller grøntsagsboullion. Når risene er lige ved at være der, tilsættes masser friskrevet parmesan, smør og der smages til med salt/peber, evt. spæd med lidt ekstra boullion, så det ikke bliver for fast. Dagens risotto var med svampe (kantareller, shiitake, østershatte, brune champignon), som jeg ristede i lidt olivenolie med hvidløg og frisk timian. Disse blev blandet i risottoen sammen med ost og smør.

Kammuslingerne steges få minutter på en meget varm pande i smør til de får stegeskorpe.
Hertil serverede jeg en tyndtskåret fennikel og æble vendt i lidt citronsaft og smagt til med salt/peber.


onsdag den 28. august 2013

Sæson for æbler

Min have bugner i disse dage af æbler, både på og under træet. For at få gjort et lille indhug i dem, blev ungerne sendt ud for at høste. Det blev idag til æblejuice med jordbær og hyldeblomst, æblekompot og æble/brombærtærte.


Inspireret af Joe & the juice bryggede vi æblejuice, som vi blendede med frosne jordbær og lidt hjemmelavet hyldeblomstsaft, lækkert lækkert lækkert


Til æblekompotten kogte jeg 1 kg æbler uden skræl og kernehus sammen med 1 1/2 dl. æblecider og en kanelstang. Alt efter æblesort skal de koges til de er møre, mine æbler kogte helt ud efter 20 minutter, men i nogle tilfælde vil det være nødvendigt lige at køre en stavblender igennem dem. Efter de er kogt sammen tilsættes 2-3 spsk ahornsirup (mængden kommer an på hvor søde æblerne er), og det koges yderligere 5-10 minutter.
Herefter køles det af og kan nydes på brød eller andet, min personlige favorit er på græsk yoghurt med lidt ristede nødder.

Fra kogebogen Byens bedste kager bagte jeg en æblebrombær tærte med mazarinmasse. I weekenden var vi på brombær rov, så herfra havde vi stadig masser af brombær.
Kagen er nem, og bogen er en af de mest brugte herhjemme, da den både indeholder tærter, kager, boller mm. Masser af gode opskrifter heri.


søndag den 23. juni 2013

Grill aften

Sommer betyder grill, men jeg synes til gengæld godt det kan være svært at finde på noget nyt at grille.
Denne aften blev det til sommerlaks, spareribs og hertil en skøn nachos salat!

En hel lakseside med skind kom jeg tern af rødløg, frisk timian, citronskal, salt/peber og olivenolie på. Den skal bare steges på grillen på skindsiden til den løsner sig let fra hinanden når du mærker med en gaffel.
 
Opskriften på Spareribs og Nachos salat er fra Jamie Olivers amerikanske kogebog. Det er en ganske god kogebog med nogle traditionelle amerikanske retter, men også mange egns retter man aldrig før har hørt om, bl.a. retter med krokodille.
Jeg synes denne "salat" er genial, den består simpelthen af en bund at nachos (tortilla chips med smeltet cheddar ost) og hertil blandede salater, frø og kerner og grillet avokado. Virkelig lækker.
Jeg har ikke selv lavet spareribs fra bunden før, og må da også sige at det er en noget omstændig proces (i hvert fald hvis man følger Jamies opskrift). MEN det er det hele værd, de smager helt fantastisk og kødet er simpelthen på lækkert mørt. Dem kommer jeg til at lave mange gange henover sommeren.


Donna Hay app

Jeg har efterhånden fået kigget lidt på forskellige mad magasiner der fåes til Ipad. Nogle få magasiner gir én mulighed for at hente et gratis magasin, eller et lille prøve magasin. Donna Hay gir mulighed for at hente 2 gratis magasiner, og de bugner begge af skønne opskrifter på både mad, kager og drikke. Jeg er rigtig glad for Donna Hays opskrifter, og kan virkelig på det varmeste anbefale at hente hendes magasiner til din tablet eller smartphone (nok smartest på en tablet).
Jeg har bl.a. et par gange lavet denne vilde brownie med saltet karamel og pecannødder. Den er en kæmpe succes hver gang, og strækker sig virkelig langt, da det er umuligt at spise mere end et lille stykke.

fredag den 8. marts 2013

Kogebog "American Pie" - Lemon bars

Dette er uden tvivl én af de bedste kagebøger jeg er stødt på. Det er amerikanske kager, som jeg virkelig er fan af, og de opskrifter jeg har prøvet heri, har fungeret rigtig godt.


Jeg lavede for nyligt skønne lemon bars herfra, som er en flad citronkage - ren velsmag.

tirsdag den 26. februar 2013

Ice cream party - Pige fødselsdag

I anledning af min ældste datters 9 års fødselsdag, stod dagen i isens tegn. Vi har tidligere fundet disse skønne skumfiduser i Paris, og inspireret heraf blev temaet Ice cream party.


Lidt over en uge i forvejen gik vi igang med at lave en pinata formet som en is. Vi havde fundet den her;
http://www.simplymodernmom.com/2010/08/ice-cream-pinata-tutorial/
Det var bestemt ikke så let, når man ikke har arbejdet med pap maché siden børnehaven, men den endte med at blive rigtig fin (i 2. forsøg, den første havde vi lavet for tynd, så den splattede sammen).
Vi lavede den med crepe papir.
Pinata'en fyldte vi med slik og udenfor hængte vi den op, så pigerne kunne slå på den med bind for øjnene.

Over bordet hang disse skønne papirs is fra magiskeminder.dk. Isbilen med isbægre og skeer samt de fine sugerør på bordet ved siden af pinata'en (2 billeder tilbage) er også fra denne skønne netbutik.

Bordet var pyntet med bordkort min datter havde lavet formet som en isvaffel, marengs kys i lyserød og turkis og cupcake pynt/krymmel i cupcake papirsforme (disse skulle bruges senere).
Opskrift på kyskager:
6 æggehvider piskes stive med 1 knsp salt. 350g sukker tilsættes stille og roligt mens der piskes kraftigt. Pisk til hviderne er stive og blanke. Tilsæt 1 tsk eddike og nogle dråber af den farve de skal være. Vi lavede halvdelen lyserød med rød frugtfarve, og den anden halvdel turkis med grøn og blå frugtfarve. Sprøjt ud på bageplade med bagepapir vha. en sprøjtepose med tylle. Bag ved 120 grader i 30-40 minutter. Der blir over 100 små kys.

Som velkomst blev der budt på jordbær milkshake. 2 l jordbæris blendet med ca 1 liter mælk til 12 piger.

Ved bordet fik pigerne cupcakes bagt i isvafler fra bogen "American Pie", som er en virkelig skøn kagebog med amerikanske kager. Den kan varmt anbefales. De var lidt svære at bage, da de ikke rigtig ville stå stabilt, men vha. en masse staniol gik det. De blev pyntet med turkis frosting, og pigerne kunne så selv dekorere.
Til slut var der isbar, hvor pigerne fik is i de fine bægre fra isbilen, og selv kunne komme på hvad de ville have af pynt. Vi havde karamel og chokolade sauce, forskelligt krymmel, mini oreos, mini skumfiduser, smarties, knuste mariekiks, chokolade og blandet småt slik.