fredag den 25. oktober 2013

Fødselsdagsbrunch

Lørdag stod den på fødselsdagsbrunch.





Menuen så således ud:
Ølandshvedebrød
Briocheboller
Diverse oste, pølse og skinke
Hjemmelavet nutella
Blinis med stenbiderrogn, creme fraiche, rødløg, dild og æg
Hel rød bygsalat med æble, hasselnødder og feldtsalat
Tærte med squash og cheddar
Tærte uden bund med spinat, champignon og feta
Quiche lorraine
Ristet rugbrød med Laksetatar af røget laks og makrelrillette af røget makrel
Citroncheesecake
Chokoladebrud
Kokostoppe
Macarons
Banancupcakes med chokoladefrosting
Hjemmelavet ginger ale
Æblemost med hyldeblomst og lime
Æblemost med ingefær og mynte
Citron iste med passionsfrugt

Ølandshvedebrødet blev lavet lidt på slump af surdej, vand, salt, fint ølandshvedemel og groft ølandshvedemel. Dejen lavede jeg dagen i forvejen og den hævede natten i køleskabet. Desværre blev brødet ikke så luftigt, jeg nåede ikke at lade det hæve efter det var formet som brød, det havde nok været en fordel.

Blinis lavede jeg på en almindelig pande, og da dejen var blevet lidt flydende fik de ikke så flot en facon og blev noget tynde. Så jeg må nok få fat i en blinipande og måske finde en anden opskrift, den jeg brugte var fra at madmagasin.

Den  røde bygsalat lavede jeg således; den kogte byg, blandede jeg med ristede hasselnødder (husk at nulre den tynde skal af), feldtsalat, æbletern og smuldret feta. Blandet med en dressing af olie, æblecidereddike og salt/peber.

Skønne smørholdige briocheboller (opskrift fra "Aamanns kryddersnaps") med hjemmelavet nutella af hasselnødder fra haven.

Små stykker tyndskåret ristet rugbrød med "rillette" af røget makrel. Kødet fra den røgede makrel rives i lidt mindre stykker og røres med creme fraiche, hjemmerørt mayo, hakket dild og purløg, lidt citronsaft samt salt/peber.

Citron cheesecake toppet med flødeskum er fra Donna Hay, hun har en hjemmeside med masser af opskrifter, blade der kan hentes ned til ipad (2 gratis) samt masser af skønne kogebøger.
https://www.donnahay.com.au/recipes/desserts-and-baking/classic-lemon-cheesecake

Kokostoppe med marcipan er en Mette Blomsterberg opskrift (fra et madmagasin).

Mini banan cupcakes med chokoladefrosting fra "Hummingbird bakery".

Nu har jeg snart mange gange forsøgt mig med macarons uden at opnå et flot resultat. Men endelig lykkedes det at få flotte blanke ensartede glatte macarons. Opkskriften er Nikolaos Strangas fra kogebogen "Afternoon tea" med jordbær chokolade ganache. Den første plade blev flottest, herefter var den nogle der krakelerede. Men jeg var SÅ glad og stolt over at det endelige lykkedes.



Jeg havde lavet div. forskellige drikkevarer.
Jeg havde købt en masse god æblemost fra Irma, hvoraf jeg lavede to versioner. En med masser af frisk mynte og friske ingefær skiver - lad den helt lige trække lidt. Den anden med lidt hyldeblomstsaft samt en masse limeskiver i - lad også denne trække.
Så lavede vi Ginger ale; en pakke ingefær skrælles og skæres i skiver og koges op med 250 ml sukker og 500 ml vand - kog 15 minutter til sukker er opløst. Lad den stå og trække 1 time. Si den og køl den helt ned i køleskabet før brug. Bland med danskvand og masser citron samt lime.
Desuden havde jeg lavet en citron iste med passionfrugt (inspireret af Donna Hay). 1 1/2l kogende vand hældes over en god citronte (jeg bruger for det meste Rooibos citronte fra Tante T) og lad det trække 5 minutter. Tag teen op og tilsæt 1-2 dl sukker (smag dig frem, jeg vil helst ikke have den for sød, så jeg bruger ikke så meget) samt nogenlunde samme mængde citronsaft. Rør og lad sukkeren opløses, køl ned. Ved servering kom passionsfrugt i samt top evt. af med danskvand eller cava. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar