lørdag den 18. februar 2012

Italiensk menu

Inspireret af mit besøg på det lille italienske sted Vespro, stod den fredag aften på italiensk menu i det lille hjem.
Til forret fik vi bruschetta med mozzarella, chili og persilleolie (inspiration hentet i "Jamies Italien").
Brødet ristes helt sprødt, mozzarella kugler hives i 4 stykker hver og fordeles på brødene, pynt med friskhakket chili, persilleolie (persille mortet med salt og olivenolie), lidt ekstra olivenolie og salt/peber.

Hovedret var polenta med chorizo i tomatsauce.
Jeg elsker virkelig polenta, jeg bruger både minutpolenta og alm. polenta, og synes at begge dele smager fint, det vigtigste er jo mængden af parmesan og smør der tilsættes!
Jeg brugte 250g minutpolentagryn til næsten 1 1/2 L vand tilsat salt. Vandet bringes i kog og polentaen røres i, og der røres i 5-10 min., hvorefter konsistensen evt justeres (gerne med mælk) og ellers tilsættes rigeligt smør og parmesan og polentaen smages til med salt/peber.
Løg, hvidløg og chorizo i skiver svitses på en pande, hakkede tomater (dåse) tilsættes sammen med rød peber i små tern. Simre en times tid og justeres med vand løbende. Alt efter hvor stærk chorizoen er smages retten tilsidst til med salt/peber og evt chili/piment.
Retten serveres med parmesan og persille.

Desserten var en citroncreme med savoiardikager stænket med Marsala (fra "Rollinger og roulader"). Mængden af savoiardikager skal ganges noget op efter min smag og må gerne mere en stænkes med Marsala!

Vespro - Anmeldelse

 
Vespro er en lillebitte vinbar på Nørrebro. Virkelig hyggelig og meget autentisk toscansk præget.
Der er varme retter som præsenteres på en tavle og et kort med forskellige bruschetta, anretninger med pølse, ost og lign. + dessert.

Jeg tog en klassisk bruschetta med tomat til at starte med, og den smagte virkelig af solmodne tomater, lækkert.
Herefter tog jeg en ret som jeg simpelthen ikke kan huske hvad hedder, men det var en slags pandekage rullet med ricotta og svampe, herefter overhældt ned bechamelsauce og kødsovs og toppet med parmesan og gratineret. I sin helhed smagte retten virkelig godt, rigtig italiensk hygge mad. Men der var for meget ricotta i, dette endte med at blive for overvældende ift. de andre ingredienser. Men god ret og gode smage.


Som afslutning måtte jeg have en Affogato (vanilleis overhældt med espresso), som altså bare er den bedste måde at indtage espresso på!
På trods af at jeg befandt mig på vinbar drak jeg øl, jeg fik italiensk classic, virkelig go øl.

Skønt lille sted, her vil jeg gerne komme igen.

søndag den 12. februar 2012

Geist - Anmeldelse

Endelig kom vi en tur på Bo Bechs restaurant Geist. Restauranten er nærmest huleagtigt i sine mørke jordfarver. Vi havde bestilt bord i madbaren, og blev placeret direkte overfor hvor Bo Bech stod og anrettede alle de varme retter. Det var fantastiske pladser og meget opslugende at sidde der med frit udsyn og følge med i det hele. Køkkenet gled bare på skinner, nærmest helt uden snak - meget fascinerende.
Desværre var der med temmelig voldsomme tømmermænd, så mine smagsløg og opmærksomhed på maden var lidt sløret, og de flydende varer bestod for mit vedkommende af 3 flasker mineralvand (vand ad libitum for 35kr!). Jeg skal forsøge at skrive et par ord om maden til trods for dette, men tag det med et gran salt.
Menu kortet består at 20 salte retter i små og store udgaver, som det så er meningen man blander som man har lyst. Derudover er der 10 søde retter, inkl et par oste serveringer.
Vi valgte at starte med at bestille to retter hver og så dele disse lige over, så vi fik smagt så meget forskelligt som muligt.
Dejligt at være tilbage i den danske restaurations branche med lækkert surdejs brød med sprød skorpe, sej krummer og masser af smag.

De to første retter var kartoffelmos med taskekrabbe og rå okse og tun med ansjos.

Serveringerne er vældig flotte, enkle og forklædte.
Mosen med taskekrabbe var så blød og fin og virkelig velsmagende (skjult under skum).
Den rå okse og tun var også lækker og perfekt salt, men retten var faktisk for stor, også selvom vi delte den i to, den blev lidt for voldsom.
Herefter fik vi vesterhavspighvar med fennikelravioli (den eneste ret der har været på menukortet siden start) og pattegris med bløde løg og artiskokker.

Blød pighvar med surmælksprodukt og små velsmagende ravioli - virkelig lækkert. Men med tømmermænd var den super møre og smagfulde gris med sprøde friterede artiskokker helt perfekt.
Vi var faktisk på nuværende tidspunkt ved at være godt mætte, men skulle selvfølgelig lige have et par desserter med. Vi valgte Chokoladeøllebrød med kokos og Luft i luft i luft tiramisu.
 Chokoladeøllebrøden blev serveret med rutebiler, trøffel og kokosis. Desserten var meget kraftig i smag,  som fungerede godt med isen. Tiramisuen var mere min smag, det var en meget luftig udgave som titlen jo også indikerede, og derfor ikke så tung og med mere milde smage.
Men det bedste var næsten at vi til kaffen fik serveret den smukkeste hvide candyfloss med lime smag, fantastisk påfund.
Regningen endte på 1250kr for 2 x 3 retter, 2 x vand, 1 glas champagne, 1 glas rødvin og 2 x kaffe.
Vi kommer bestemt igen og skal klart have de samme pladser. Efter sigende skifter retterne ofte, så der vil altid være nye retter at smage.

søndag den 5. februar 2012

Middag lørdag aften

Lørdag aften med masser af mad og gode venner - Alletiders!
Min ældste datter og jeg er meget enige om at elske tallerkenanretning. Så gæster lørdag aften må selvfølgelig betyde 3 retters menu.

Hjemmebagt ølandshvede brød med smør rørt med citronskal, løvstikke, persille, purløg og lidt ekstra havsalt (det ku vel hedde smør a la Gremolata).


Forreten bestod af ristet brød med stegte kammuslinger og ørredrognsvinaigreitte; bestående af meget finthakket skalotteløg og agurk uden skræl, purløg, citronsaft, olivenolie, ørredrogn og salt/peber.
Børnenes forret bestod af brød med pesto af basilikum og løvstikke og tomattern med basilikum, olivenolie, salt/peber.

Hovedretten var langtidsbraiseret nakkefilet, som blev sat i ovnen ved 100 graden om formiddagen sammen med øl, æblemost, svinefond, rosmarin, piment, løg og hvidløg.  Den sidste times tid blev tilføjet gulerødder og bolsjebeder i tern.
Hertil Meyers Ricotta og spinat gnocchi (Almanak), som til slut blev stegt af på panden.

Desserten var en dejlig Gateau marcel, med hjemmelavet vanilleis, blåbær og lidt popsukker.