søndag den 22. januar 2012

Winemakers's dinner på Bella sky

Torsdag var vi til La Chabilisienne Winemakers dinner (arrangeret af Philipson wine) på Bella sky. Vinen er klart én af mine personlige favoritter og Bella sky er virkelig et imponerende flot sted, men nu er det her jo en madblog. Og maden var desværre ikke rigtig vær at skrive hjem om! Vi var blevet lovet internationalt køkken med nordisk inspiration og med gastronomien i top, desværre var det kun de to første dele vi oplevede. Det var synd for den fantastiske vin ikke at blive serveret med mad, der komplimenterede den, for som direktøren for La Chablisienne Hervé Tucki gjorde meget ud af, er det én ting at drikke vin bare for at drikke vin, og noget helt andet at drikke vin sammen med god mad.
Alle retter var kolde serveringer, og efter tjenerens udsagn serverer de normalt kolde fiskeanretninger på stedet.
1. ret; Rimmet kammusling - dehydreret æble - røget ål - dild olie
Denne ret var i og for sig godt tænkt. Kammuslingen var virkelig lækker, men svær at smage sammen med den røgede ål, som overdøvede de andre smage. Uden den røgede ål havde denne anretning været rigtig vellykket.
2. ret; confiteret torsk - brunet blomkål - crudite - sprødt kyllingeskind
Selve anretningen var virkelig kedelig hvid. Torsken var intetsigende, cruditeén for grov, den brunede blomkål manglede den nøddeagtige smag og kyllingeskindet var bestemt ikke sprødt.
3. ret; madagaskar reje - Karl Johan svampe - syltede gulerødder - havtorn
Denne ret var flere ved bordet ved at opgive at spise, da rejen simpelthen var så sej at den nærmest ikke var til at få ud af skallen. Gulerødderne smagte ikke syltede på nogen måde, og Karl Johan svampene bestod af én skovsneglelignende tingest. Havtorn har jeg ikke smagt før og ved derfor ikke hvordan disse normalt smager, men disse var enormt sure og nærmest umulige at spise.
4. ret; Tartar af kalv - rugbrød - persille crumble - æggeblomme 62 grader
Æstetisk virkelig flot ret, men kødet var skåret meget groft, hvilket gjorde retten lidt vammel.
5. ret; udvalg af nordiske oste
De nordiske oste bestod af dansk brie, dansk rødkit ost og en italiensk Tallegio - meget nordisk! Men ostene var virkelig lækre, desværre blev de serveret med kommenkiks (ikke hjemmelavede), og da vi bad om at få lidt brød i stedet fik vi lidt forskellige rester, da de ikke havde mere brød. Brødet der blev serveret hele aftenen lignede desuden meget Il Fornaio brød fra den lokale Irma.

Der var klart gode intentioner i aftenens serveringer, men de nåede bare slet ikke i mål. Desuden havde det været rart at være forberedt på at der udelukkende ville være kolde serveringer.
Om køkkenets standard til daglig er en anden kunne jeg ikke rigtig få et klart svar på hos vores tjener, så dette må stå hen i det uvisse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar