mandag den 30. januar 2012

Frokost på Restaurant Vau i Berlin

Restaurant Vau i Jägerstrasse var vi blevet anbefalet hjemmefra. Restauranten har 1 Michelin stjerne og er én af Berlins fine restauranter. 
Vi spiste frokost her fredag kl 14, hvor der overraskende nok var en del gæster på restauranten, alle temmelig pænt klædt på (dette var vi heldigvis forberedt på).
Menuen til frokost er den samme som om aftenen på nær én enkelt ret, og koster for fem retter 85 Euro - ca 630kr (120 Euro om aftenen). Det er også muligt at vælge a la carte til frokost.
Vi blev anbefalet en vældig god vin; 2007 Chablis Puligny Montrachet (129 Euro - vi blev vist revet lidt med af stemningen!), som vi snildt kunne nyde til alle retterne.
Brødet vi fik serveret var helt utrolig kedeligt, ingen smag og tørt, det kunne have haft godt af en ordentlig mængde salt. Men Berlin udmærket sig i det hele taget ikke på brødsiden ved jeg nu. Smør og fedt fik vi serveret til, fedten var vældigt sød (dette var gennemgående for flere af retterne).

Første servering var en lille appetizer; sprødstegt fiskekugle på asiatisk agurk.
Lækker lille servering, men ingen sammenhæng med den øvrige menu, hvilket undrer mig lidt.
1. ret var kammusling med tamarillo, plantain og cordifolia.
Kammuslingerne var lære men hele resten af retten var enormt sød, der slet ikke fik noget modspil af salt eller surt. Det smagte ok, men jeg forstod den ikke helt.
2. ret var Torsk "stroganoff" med rødbedepure og Pommery sennep.
Hvad retten havde med stroganoff at gøre kan jeg ikke gennemskue, men den var virkelig lækker og her formåede de at skabe balance i retten med sprød og blød torsk, sødlig rødbede, sprøde løg, salte cornichoner og sennep. Godt bud på en moderne nytårstorsk (der manglede bare lidt æg og peberrod). Helt klart én ad aftenens favoritter - og tjeck lige den vilde gaffel!
3. ret var hjmmelavet pølse med trøffel og vild broccoli.
Super sej ret og også virkelig lækker. Pølsen var meget mager (måske lidt for mager) og smagte virkelig godt sammen med trøffel. Lækkert!
4. ret var braiseret oksekæbe med Mumme, kastanjer og julesalat.
Denne ret skuffede gevaldigt. Kæberne var kogt nærmest til smadder, de kunne slet ikke tygges fordi de var så bløde/møre, de blev bare sunket. Julesalaten var fuldstændig overparfumeret med appelsinskal og den brune auberginecreme var igen for sød. Alt på tallerkenen var blødt, blødt, blødt. Æstetisk var retten også virkelig en fuser, øv.
5. ret var Semolina budding med daddel ingefær marmelade, brændte figner og brun smør is.
 
Gude lækker dessert, den kommer jeg gerne igen og spiser - alt spillede. Så dejlig afslutning på frokosten.

Det er et virkelig flot og fint sted, bestemt en oplevelse værd. Men prismæssigt og kvalitetsmæssigt synes jeg ikke helt det hænger sammen, vi endte med en regning på ca 2.600 kr - det er meget for en frokost, hvor alle retterne ikke har siddet lige i skabet. Standarden er efter min mening ikke ligeså høj, som den vi finder på danske restauranter på dette niveau. Men bestemt spændende at prøve en helt anden type mad på højt niveau.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar